2. Mosebog


Forfatter: Moses var forfatteren af 2. Mosebog (2. Mosebog 17:14; 24:4-7; 34:27).

Forfattetidspunkt: 2. Mosebog blev skrevet mellem år 1440 og 1400 f.Kr.

Formålet med Skriftet: Ordet "exodus" (som 2. Mosebog hedder på engelsk) betyder udvandring. I Guds timing markerede israelitternes udvandring fra Egypten afslutningen af en periode med undertrykkelse for Abrahams efterkommere (1. Mosebog 15:13), samt begyndelsen på opfyldelsen af pagtsløftet til Abraham om, at hans efterkommere ikke blot ville komme til at leve i det forjættede land, men også ville mangfoldiggøre sig og blive en stor nation (1. Mosebog 12:1-3; 7). Man kan sige, at formålet med bogen er at spore sig tilbage til den hurtige vækst, Jakobs efterkommere oplevede i Egypten, til etableringen af den teokratiske nation i løfteslandet.

Nøglevers: 2. Mosebog 1:8, "Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef."

2. Mosebog 2:24-25, "Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem."

2. Mosebog 12:27, '"Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse.' Og folket bøjede sig dybt."

2. Mosebog 20:2-3, "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset."

Kort opsummering: 2. Mosebog begynder hvor 1. Mosebog slutter, hvor vi ser, hvordan Gud tager sig af sit udvalgte folk, jøderne. Den fortæller om de begivenheder, der skete fra den tid Israel kom til Egypten som en gæst af Josef, som var mægtig i Egypten, til den tid hvor de til sidst blev friet fra slaveriets grusomme trældom, som de var blevet bragt i af "en ny konge… som ikke kendte til Josef" (2. Mosebog 1:8).

Kapitel 1-4 beskriver, hvordan undertrykkelsens tilstand var for jøderne under farao, hvordan Moses blev deres befrier, de plager Gud bragte over Egypten, fordi deres leder ikke ville underlægge sig Ham, og udvandringen fra Egypten. Man ser Guds mægtige og stærke hånd gennem de mirakler, som plagerne var – og som sluttede med den plage, der bragte død til de førstefødte, samt indstiftelsen af den første påske – israelitternes befrielse, delingen af det røde hav, og ødelæggelsen af den egyptiske hær.

Den midterste del af 2. Mosebog handler om vandringen i ørkenen, og hvordan Gud mirakuløst sørgede for Sit folk. Men selv om Han gav dem brød fra himlen, sødt vand ud af bittert vand, vand fra klippen, sejr over dem, der ville ødelægge dem, Hans love skrevet på tavler af sten ved Hans egen hånd, og Hans tilstedeværelse i form af en ildsøjle og skysøjle, beklagede folket sig kontinuerligt, og gjorde oprør imod Ham.

Den sidste tredjedel af bogen beskriver, hvordan pagtens ark blev konstrueret, samt planerne for tabernaklet med dets forskellige ofringer, altre, udstyr, ceremonier, og former for tilbedelse.

Foregribelser: De talrige ofringer, der krævedes af israelitterne, var et billede på det ultimative offer, nemlig Guds påskelam, Jesus Kristus. Natten, hvor den sidste plage ramte Egypten, blev et pletfrit lam slagtet og dets blod blev stænket på dørstolperne på Guds folks huse, så de var beskyttet mod Dødsenglen. Dette var en foregribelse af Jesus, Guds lam, uden plet eller lyde (1. Peter 1:19), hvis blod giver os evigt liv, når det dækker os. Iblandt de symbolske repræsentationer på Kristus i 2. Mosebog finder vi fortællingen om vandet fra klippen i 2. Mosebog 17:6. På samme måde, som Moses slog på klippen for at give livgivende vand for folket at drikke, slog Gud også vores frelses klippe, korsfæstede Ham for vores synd, og fra klippen kom levende vand som en gave (Johannes 4:10). Mannaen der blev givet i ørkenen er et perfekt billede på Kristus, livet brød (Johannes 6:48), givet af Gud for at give os liv.

Praktisk anvendelse: Moseloven blev til dels givet for at vise menneskeheden, at de ikke kunne holde den. Vi kan ikke behage Gud igennem overholdelse af loven; derfor formaner Paulus os til, at vi skal sætte vores "lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt" (Galaterne 2:16).

Den måde Gud sørgede for israelitterne på, fra måden de blev befriet på, til mannaen og vagtlerne i ørkenen, er klare tegn på hvordan Han nådigt tager sig af Sit folk. Gud har lovet, at Han vil tage Sig af alle vore behov. "Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre" (1. Kor. 1:9).

Vi må stole på Herren, for Han kan sætte os fri fra hvad som helst. Men Gud tillader ikke, at synd lades ustraffet for evigt. Derfor kan vi forvente, at Han vil gengælde og være retfærdig. Når Gud tager os ud af en dårlig situation, bør vi ikke søge at gå tilbage til den. Når Gud stiller krav til os, forventer Han, at vi adlyder, men samtidigt giver han nåde og barmhjertighed, fordi Han ved, at vi ikke kan adlyde på egen hånd.

English
Gammeltestamentlig Oversigt

Bibeloversigt

2. Mosebog