Hvad er frelsesplanen/ frelsesvejen?



Spørgsmål: Hvad er frelsesplanen/ frelsesvejen?

Svar:
Er du sulten? Altså ikke fysisk sulten, men hungrer du efter noget mere i livet? Er der noget dybt i dig, der aldrig synes at blive tilfredsstillet? Hvis det er tilfældet, så er Jesus vejen for dig! Jesus sagde selv: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig sulte” (Johannes 6:35).

Er du forvirret? Synes du aldrig at kunne finde en vej eller et formål i livet? Virker det som om, at nogen har slukket lyset, og du ikke kan finde kontakten? Hvis det er tilfældet, så er Jesus vejen! Jesus proklamerede selv: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Johannes 8:12).

Føler du nogen gange, at du er låst ude fra livet? Har du prøvet utallige døre, for blot at finde ud af, at der var tomhed og meningsløshed bag dem? Leder du stadig efter en indgang til et liv med mening og indhold? I så fald er Jesus vejen! Jesus erklærede: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange” (Johannes 10:9).

Svigter andre mennesker dig hele tiden? Har dine forhold været overfladiske og tomme? Virker det som om, at alle mennesker prøver at udnytte dig? Jesus er vejen for dig! Jesus sagde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig” (Johannes 10:11; 14).

Undrer du dig nogen gange over, hvad der kommer til at ske efter dette liv? Er du træt af at leve dit liv for ting, der enten ruster eller rådner op? Tvivler du nogen gange på, om livet overhovedet har nogen mening? Ønsker du at leve, efter du dør? I det tilfælde er Jesus vejen! Han erklærede selv: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Johannes 11:25-26).

Hvad er vejen? Hvad er sandheden? Hvad er livet? Jesu svar på dette lyder: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen, uden ved mig (Johannes 14:6).

Den sult du føler, er en åndelig sult, som kun kan blive stillet af Jesus. Jesus er den eneste, som kan fjerne mørket. Han er døren til et fyldestgørende liv. Jesus er den ven og hyrde, du altid har ledt efter. Jesus er livet – i dette liv og i det næste. Jesus er frelsesvejen!

Grunden til at du føler en hunger, eller synes at være faret vild i mørket, og grunden til at du ikke kan finde mening i livet, er, at du er adskilt fra Gud. Bibelen fortæller os, at vi alle har syndet, og derfor er adskilte fra Gud (Prædikeren 7:20; Romerne 3:23). Det tomrum du har i hjertet, er i virkeligheden fraværet af Gud. Vi blev skabt til at have et forhold til Gud. Men pga. vores synd, er vi nu afskåret fra det forhold. Og hvad endnu værre er, at vores synd vil holde os afskåret fra Gud i al evighed, både i dette liv og det næste (Romerne 6:23; Johannes 3:36).

Hvordan kan dette problem så løses? Svaret er, at Jesus er vejen! Jesus tog vores synd på sig selv (2. Korinther 5:21). Jesus døde i vores sted (Romerne 5:8), og tog dermed den straf på sig, som vi fortjente. Tre dage senere opstod han fra de døde, og beviste dermed sin sejr over synd og død (Romerne 6:4-5). Men hvorfor gjorde han alt dette? Det spørgsmål besvarede han bedst selv: ”større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner (Johannes 15:13). Jesus døde for at vi kunne leve. Hvis vi sætter vores lid til Jesus, og stoler på at hans død var betaling for vore synder, så bliver vi tilgivet for alle vore synder, og de bliver vasket bort. Og så har vi endelig fået vores åndelige sult stillet. Lysene vil blive tændt, og vi vil have adgang til et liv fyldt med mening. Vi vil kende vores sande, bedste ven og gode hyrde. Vi vil være forsikrede om, at vi vil have liv efter døden – et genopstandet liv i himlen i al evighed, sammen med Jesus!

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johannes 3:16).

Har du truffet et valg om at give dit liv til Jesus, pga. det du har læst her? Hvis svaret er ja, så tryk gerne på ”Jeg har taget imod Jesus i dag” knappen nedenfor.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er frelsesplanen/ frelsesvejen?