Spørgsmål
Hvad lærer bibelen om treenigheden?
Svar
Det sværeste ved det kristne koncept om treenigheden er, at der ikke er nogen måde, hvorpå man kan forklare det godt nok. Ideen om treenigheden er er umuligt for noget menneske at forstå til fulde, og da slet ikke forklare. Gud er uendeligt større end vi er; derfor burde vi ikke forvente, at vi fuldt ud kan forstå ham. Bibelen lærer os, at Faderen er Gud, at Jesus er Gud, og at Helligånden er Gud. Bibelen lærer også, at der kun er én Gud. Selvom vi kan forstå nogle aspekter af forholdet mellem treenighedens forskellige personer, så er det i sidste ende ufatteligt for det menneskelige sind. Dette betyder dog ikke, at treenigheden ikke er sand, eller baseret på den bibelske lære.
Treenigheden er én Gud, der eksisterer i tre personer. Prøv at forstå, at dette på ingen måde foreslår, at der findes tre guder. Når du undersøger dette emne, så husk på, at ordet ”treenighed” ikke nævnes noget sted i bibelen. Dette er et udtryk, der forsøger at beskrive den tredelte Gud – tre sameksisterende, evige personer, som udgør Gud. Det, der er vigtigt, er at det koncept, som ordet ”treenighed” repræsenterer, rent faktisk findes i bibelen. Det følgende er hvad skriften har at sige om treenigheden;
1) Der findes én Gud (5. Mosebog 6:4; 1. Korinther 8:4; Galaterne 3:20; 1. Timotheus 2:5).
2) Treenigheden består af tre personer (1. Mosebog 1:1, 26; 3:22; 11:7; Esajas 6:8; 48:16; 61:1; Matthæus 3:16-17; 28:19; 2. Korinther 13:14). I 1. Mosebog 1:1 bruges det flertallige udtryk Elohim. I 1. Mosebog 1:26, 3:22 og 11:7, og i Esajas 6:8 bruges det flertallige pronomen for ordet ”os.” Ordet Elohim og pronominet ”os” bruges i flertal, og peger på hebraisk uden tvivl på mere end to. Selvom dette ikke er et eksplicit argument for, at der er en treenighed, så peger det dog på den pluralitet, der findes hos Gud. Det hebraiske ord, Elohim, taler helt klart for en treenighed.
I Esajas 48:16 og 61:1 taler Sønnen, samtidigt med at han referer til Faderen og Helligånden. Prøv at sammenligne Esajas 61:1 med Lukas 4:14-19 for at se, at det er Sønnen der taler. Matthæus 3:16-17 beskriver Jesu dåb. I denne passage ser vi, at Gud Helligånd dalede ned på Gud Sønnen, hvorefter Gud Fader proklamerede hans velbehag ved Sønnen. Matthæus 28:19 og 2. Korinther 13:14 er eksempler på tre, specifikke personer i treenigheden.
3) Treenighedens medparter er alle beskrevet forskelligt i flere bibelpassager. I det gamle testamente er ordet ”HERRE” anderledes end ordet ”Herre” (1. Mosebog 19:24; Hoseas 1:4). HERREN har en Søn (Salme 2:7, 12; Ordsprogene 30:2-4). Ånden er en anden end ”Herren” 4. Mosebog 27:18) og ”Gud” (Salme 51:10-12). Gud Søn er en anden end Gud Fader (Salme 45:6-7; Hebræerne 1:8-9). I ny testamente taler Jesus til Faderen om at sende en Hjælper, nemlig Helligånden (Johannes 14:16-17). Dette viser at Jesus ikke anså sig selv for at være den samme som Faderen eller Helligånden. Tænk også på alle de andre steder i skriften, hvor Jesus taler til Faderen. Talte han med sig selv? Nej. Han talte til en anden person i treenigheden – Faderen.
4) Hvert medpart i treenigheden er Gud. Faderen er Gud (Johannes 6:27; Romerne 1:7; 1. Peter 1:2). Sønnen er Gud (Johannes 1:1, 14; Romerne 9:5; Kolossenserne 2:9; Hebræerne 1:8; 1. Johannes 5:20). Helligånden er Gud (ApG 5:3-4; 1. Korinther 3:16).
5) Der er underordnelse indenfor treenigheden. Skriften viser, at Helligånden underordner sig Faderen og Sønnen, og Sønnen underordner sig Faderen. Dette er et internt forhold, og benægter på ingen måde at alle tre personer i treenigheden er Gud. Dette er ganske enkelt et område, hvor vores begrænsede sind ikke forstår en ubegrænset Gud. Angående Sønnen, så se Lukas 22:42, Johannes 5:32, og 1. Johannes 4:14. Angående Helligånden, så se Johannes 14:16, 14:26, 15.26, 16:7, og specielt Johannes 16:13-14.
6) De enkelte medparter i treenigheden har forskellige opgaver. Faderen er universets ultimative ophav eller årsag (1. Korinther 8:6; Åbenbaringen 4:11); guddommelig åbenbaring (Åbenbaringen 1:1); frelse (Johannes 3:16-17); og Jesu menneskelige gerninger (Johannes 5:17; 14:10). Faderen tager initiativet til alle disse ting.
Sønnen er den person, som Faderen gør de følgende gerninger ved: universets skabelse og vedligeholdelse (1. Korinther 8:6; Johannes 1:3; Kolossenserne 1:16-17); guddommelig åbenbaring (Johannes 1:1; 16:12-15; Matthæus 11:27; Åbenbaringen 1:1); og frelsen (2. Korinther 5:19; Matthæus 1:21; Johannes 4:42). Faderen gør alle disse ting igennem Sønnen, som fungerer som hans højre hånd.
Helligånden er den person, som Faderen gør de følgende gerninger ved: universets skabelse og vedligeholdelse (1. Mosebog 1:2; Job 26:13; Salme 104:30); guddommelig åbenbaring (Johannes 16:12-15; Efeserne 3:5; 2. Peter 1:21); frelse (Johannes 3:6; Titus 3:5; 1. Peter 1:2); og Jesu gerninger (Esajas 61:1; ApG 10:38). Altså gør Faderen alle disse ting ved Helligåndens kraft.
Der har været mange forsøg på at give illustrationer af treenigheden. Desværre er ingen af de populæreste illustrationer helt rigtige. Ægget (eller æblet) hænger ikke tilstrækkeligt sammen, da skallen, hviden og blommen alle er dele af ægget, og ikke ægget i sig selv, på samme måde som skrællen, kødet og kernerne er en del af æblet, men ikke selve æblet. Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke dele af Gud; de er alle Gud. Vandillustrationen er bedre, men kommer også til kort i at forklare treenigheden fyldestgørende. Væske, damp og is er alle former for vand. Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke former af Gud; hver af dem er Gud. Så selvom disse illustrationer måske giver et billede af treenigheden, så er billedet ikke korrekt alligevel. En uendelig Gud kan ikke beskrives ved at bruge et endeligt billede.
Doktrinen om treenigheden har været et spørgsmål, der har skabt splittelser i hele den kristne kirkes historie. Selvom treenighedens kerneaspekter er klart præsenteret i Guds Ord, så er der nogle ting, der ikke er helt klare. Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud – men der findes kun én Gud. Dette er treenighedens bibelske doktrin. Herudover er de forskellige spørgsmål, der måtte opstå, til en vis grad, diskuterbare og ikke essentielle. I stedet for at prøve på, at beskrive treenigheden fuldt og helt med vores begrænsede sind, så skulle vi hellere fokusere på Guds storhed uendeligt højere natur. ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For ”hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver”” (Romerne 11:33-34).
English
Hvad lærer bibelen om treenigheden?
