Hvad skete der i den intertestamentale periode?



Spørgsmål: Hvad skete der i den intertestamentale periode?

Svar:
Tiden mellem det gamle testamentes sidste skrifter og Kristi tilsynekomst kalder man for den "intertestamentale" (eller "mellem testamenterne") periode. Den varede fra profeten Malakias' tid (omkring 400 f.Kr.) til Johannes Døbers prædiken (omkring 25 e.Kr.). Da der ikke lød noget profetisk ord fra Gud i perioden fra Malakias og Johannes, refererer nogle til det som "400 tavse år." Den politiske, religiøse, og sociale atmosfære i Israel ændrede sig betydeligt i løbet af denne periode. Meget af det, der skete, var blevet forudsagt af profeten Daniel. (Se Daniel kapitel 2, 7, 8 og 11 og sammenlign det med historiske begivenheder).

Israel var under det persiske riges kontrol omring 532-332 f.Kr. Perserne tillod jøderne at praktisere deres religion uden nogen særlig indblanding. De fik endda lov til at genopbygge og tilbede ved templet (2. Krønike 36:22-23; Ezra 1:1-4). Dette span af tid omfattede de sidste 100 år af det gamle testamentes periode, og omkring de første 100 år af den intertestamentale periode. Denne tid med relativ fred og tilfredshed var stilheden før stormen.

Før begyndelsen af den intertestamentale periode, besejrede Alexander den store Darius af Persien, og bragte græsk herredømme til verden. Alexander studerede hos Aristoteles, og var veluddannet i græsk filosofi og politik. Alexander krævede, at græsk kultur fremmedes i hvert land, han erobrede. Derfor blev det gamle testamente på hebraisk oversat til græsk, og er den oversættelse, man i dag kender som Septuaginten. De fleste af henvisningerne til det gamle testamente, der findes i det nye testamente, bruger fraseringen i Septuaginten. Alexander tillod at jøderne kunne have religiøs frihed, men fremmede stadig stærkt den græske måde at leve på. Dette var ikke nogen god udvikling for Israel, da den græske kultur var meget verdslig, humanistisk, og ugudelig.

Efter Alexander døde, blev Judæa styret af en række efterfølgere, hvilket kulminerede med den Seleucide konge Antiokus Epifanes. Antiokus gik meget længere end blot at nægte jøderne religiøs frihed. Omkring år 167 f.Kr. kuldkastede han den retmæssige slægt til præstedømmet, og vanhelligede templet, ved at besmitte det med urene dyr og et hedensk alter (se Markus 13:14, hvor man kan læse, at en lignende hændelse vil ske i fremtiden). Antiokus' handling svarede til en religiøs voldtægt. Til sidst kom den jødiske modstand mod Antiokus, som ledtes af Judas Makkabæer og hasmonæerne, til at genindsætte det retmæssige præsteskab og redde templet. Perioden for det Makkabæiske oprør var kendetegnet ved krig, vold og magtkampe.

Omkring år 63 f.Kr. erobrede Pompejus af Rom Israel, og hele Judæa blev underlagt kejsernes styre. Dette førte med tiden til, at Herodes blev gjort til konge i Judæa af den romerske kejser og senatet. Vi taler om den nation, der beskattede og kontrollerede jøderne og senere henrettede Messias på et romersk kors. Romerske, græske og hebraiske kulturer blev nu blandet sammen i Judæa.

I løbet af den tid, der gik mellem den græske og romerske besættelse, opstod der to vigtige politiske/religiøse grupper i Israel. Farisæerne føjede til Mose lov gennem mundtlig overlevering, og anså til sidst deres egne love som vigtigere end Guds (se Markus 7:1-23). Selvom Kristi lære ofte var lig med farisæernes, skældte han dem ud for deres tomme lovtrældom og mangel på barmhjertighed. Saddukæerne repræsenterede aristokraterne og de rige. Saddukæerne, som anvendte magt vha. Sanhedrinet (det jødiske råd), afviste det gamle testamentes mosaiske bøger. De nægtede at tro på opstandelsen, og var generelt skygger af grækerne, som de så meget op til.

De begivenheder der skete i den intertestamentale periode lagde op til Messias' komme, og havde en dyb indvirkning på det jødiske folk. Både jøder og hedninger fra andre nationer var ved at blive trætte af religion. Hedningerne var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved polyteismens ægthed. Romerne og grækerne blev draget fra deres mytologier hen imod de hebraiske Skrifter, som nu let kunne fås på græsk eller latin. Jøderne var derimod mismodige. De var endnu engang blevet erobret, undertrykte, og besmittede. Håbet var på et lavpunkt; troen var endda lavere. De var overbeviste om, at det eneste, der nu kunne redde dem og deres tro var, at Messias dukkede op. Folket var ikke blot parate til Messias, men Gud bevægede sig også på andre måder: romerne havde bygget veje (så evangeliet kunne udbredes); alle forstod det samme fællessprog, koiné-græsk (det nytestamentlige sprog); og der var en rimelig grad af fred og frihed til at rejse (en yderligere hjælp til at formidle evangeliet).

Det nye testamente fortæller historien om, hvordan håbet kom, ikke blot for jøderne, men for hele verden. Kristi opfyldelse af profeti var ventet, og anerkendtes af mange, der søgte Ham. Fortællingen om den romerske officer, de vise mænd, og farisæeren Nikodemus viser, hvordan Jesus blev anerkendt som Messias af mennesker fra flere forskellige kulturer. Den intertestamentale periodes "400 tavse år" blev brudt gennem den største fortælling nogensinde – nemlig Jesu Kristi evangelium!

English


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad skete der i den intertestamentale periode?