Hvad er hinduisme, og hvad tror hinduer på?



Spørgsmål: Hvad er hinduisme, og hvad tror hinduer på?

Svar:
Hinduisme er en af de ældste, organiserede religioner man kender til – dets religiøse skrifter går så langt tilbage som 1400 til 1500 f.Kr. Den er også et af de mest forskelligartede og komplekse religioner, hvor man tror på millioner af guder. Hinduer har en bred vifte af ting, de primært tror på, som eksisterer i mange forskellige sekter. Selvom den er verdens tredje største religion, eksisterer hinduismen primært i Indien og Nepal.

Vedaerne (som anses for at være de vigtigste), upanishaderne, mahabharataerne og ramayanerne er hinduismens primære tekster. Disse skrifter indeholder hymner, besværgelser, filosofier, ritualer, digte, og historier som hinduer baserer deres tro på. Der er andre tekster inkluderet i hinduismen, såsom brahmananerne, sutraerne og aranyakaserne.

Selvom man ofte forstår hinduismen som en polyteistisk religion, hvor man antageligvis anerkender helt op til 330 millioner guder, har den kun en ”gud,” der står over de andre – Brahma. Hinduer tror på, at Brahma bor i hver eneste del af universets virkelighed og eksistens. Brahma er upersonlig og er ikke i stand til at blive kendt, og det er ofte troet, at han eksisterer i tre, separate former: som Brahma – Skaberen; Vishnu – Opretholderen; og Shiva – Ødelæggeren. Man kender også disse ”facetter” hos Brahma ved de mange andre inkarnationer, der hører til hver af disse tre. Det er svært at opsummere den hinduistiske teologi, da de forskellige hindu-skoler har dele af næsten ethvert slags teologisk system i sig. Hinduisme kan være:

1) Monistisk – Kun én ting eksisterer; Sankaras skole

2) Panteistisk – Der eksisterer kun én, guddommelig ting, så Gud er identisk med verden; brahmanisme

3) Pananteistisk – Verden er en del af Gud; Ramanujas skole

4) Teistisk – Kun én Gud, adskilt fra det skabte; bhaktisk hinduisme

Når man ser på andre skoler, kan hinduismen også være ateistisk, deistisk, eller endda nihilistisk. Da der findes en så bred vifte af skoler, der alle kaldes for ”hinduistiske,” kunne man spørge sig selv, hvad det egentligt er, der gør dem ”hinduistiske.” Der lader kun til at være spørgsmålet om, hvorvidt et trossystem anerkender, at vedaerne er hellige skrifter eller ej. Hvis det gør det, er det hinduistisk. Hvis det ikke gør, er det ikke hinduistisk.

Vedaerne er mere end bare teologiske bøger. De indeholder en stor og farverig ”teo-mytologi,” hvilket betyder, at der er tale om en religiøs mytologi, der bevidst sammenvæver myte, teologi og historie, for at skabe en form for historie med religiøse rødder. Denne ”teo-mytologi” har så dybe rødder i den indiske historie og kultur, at frasiger man sig vedaerne, er det lig med at være imod Indien. Derfor vrager hinduismen ethvert trossystem, der ikke i en eller anden grad omfavner den indiske kultur. Men hvis systemet accepterer indisk kultur, samt dens teo-mytiske historie, godtages den som ”hinduistisk,” selvom dens teologi er teistisk, nihilistisk, eller ateistisk. Vesterlændinge kan næsten få hovedpine af denne åbenhed overfor modsigelser, fordi de ønsker logisk konsekvens, og det, der rationelt set kan forsvares, i deres egne religiøse synspunkter. Men for at være fair, så er kristne ikke mere logiske, når de hævder at tro på Jahve, men i praksis lever som ateister, og dermed fornægter Kristus med deres liv. For hinduen er denne konflikt et udtryk for ægte, logisk modsigelse. Men for den kristne er konflikten nok mere et udtryk for hykleri.

Hinduismen ser mennesket som guddommeligt. Da Brahma er alle ting, mener hinduismen at alle dermed er guddommelige. Atman, eller selvet, er et med Brahman. Man anser enhver form for virkelighed, der ligger uden for Brahman, for kun at være illusion. En hindus åndelige mål er at blive ét med Brahma, hvormed man ophører med at eksistere i det ”individuelle selvs” illusoriske udtryk. Denne frihed kalder man for ”moksha.” Hinduen tror, at før man opnår moksha, vil han/ hun opleve at blive reinkarneret gang på gang, for at han/ hun kan bevæge sig mod selvrealiseringen af sandheden (man mener den sandhed, at kun Brahman, og intet andet, eksisterer). Det, der bestemmer, hvordan man reinkarneres, er en persons karma. Dette er princippet om årsag og virkning, der styres af naturens balance. Det, man gjorde tidligere, har betydning for, og svarer til, hvad der sker i fremtiden, og her er såvel fortidige som fremtidige liv inkluderet.

Selvom dette kun er en kort synopse, så er det helt klart, at hinduisme næsten på ethvert område er i modsætning til den bibelske kristendom i sit trossystem. Kristendommen har én Gud, som er personlig og er i stand til at blive kendt (5. Mosebog 6:5; 1. Korinther 8:6); den har ét sæt af skrifter; den lærer, at Gud skabte jorden, og alle som bor på den (1. Mosebog 1:1; Hebræerne 11:3); Den tror på, at mennesket er skabt i Guds billede, og at det kun lever én gang (1. Mosebog 1:27; Hebræerne 9:27-28); og lærer at frelsen kun findes i Jesus Kristus (Johannes 3:16; 6:44; 14:6; ApG 4:12). Som et religiøst system slår hinduismen fejl, fordi den ikke anerkender Jesus Kristus som det unikke, inkarnerede Guds-menneske og frelser, og som menneskehedens eneste, tilstrækkelige kilde til at blive frelst.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er hinduisme, og hvad tror hinduer på?