Hvem var saddukæerne og farisæerne?


Spørgsmål: Hvem var saddukæerne og farisæerne?

Svar:
Evangelierne taler ofte om saddukæerne og farisæerne, da Jesus var i konstant konflikt med dem. Saddukæerne og farisæerne var sammen den herskende klasse i Israel. Der er mange ligheder mellem de to grupper, men også vigtige forskelle imellem dem.

Saddukæerne: I løbet af Kristi tid på jorden og den nytestamentlige tid, var saddukæerne aristokrater. De var ofte rige og havde magtfulde stillinger, inklusive stillingen som ypperstepræst og højestepræst, og de havde størstedelen af de 70 sæder i det herskende råd, Sanhedrinet. De arbejdede hårdt for at bevare freden ved at være enige med Roms beslutninger (Israel var på den tid under romersk kontrol), og de lod til at være mere optaget af politik end af religion. Da de var imødekommende over for Rom, og var den rige overklasse, havde de svært ved at forholde sig til det almindelige menneske, og almindelige mennesker havde heller ikke høje tanker om dem. Almindelige mennesker havde lettere ved at forholde sig til dem, der hørte til farisæernes parti. Selvom saddukæerne havde størstedelen af sæderne i Sanhedrinet, lader historien til at pege på, at de ofte måtte tilslutte sig det farisæiske mindretals ideer, fordi farisæerne var mere populære hos masserne.

Religiøst set var saddukæerne mere konservative i et særligt doktrinalt område. Farisæerne anså den mundtlige overlevering for at have samme myndighed som Guds skrevne Ord, imens saddukæerne kun anså det skrevne Ord for at være fra Gud. Saddukæerne holdt fast ved myndigheden ved Guds Ord, og særligt ved Mosebøgerne (1. Mosebog til 5. Mosebog). Man kunne godt rose dem for dette, men de havde sandelig ikke perfekte, doktrinale synspunkter. Det følgende er en liste over trossynspunkter de havde, der modsiger Skriften:

1. De var ekstremt selvtilstrækkelige til det punkt, at de benægtede Guds involvering i dagliglivet.

2. De benægtede nogen som helst opstandelse fra de døde (Matthæus 22:23; Markus 12:18-27; ApG 23:8).

3. De benægtede at der fandtes et efterliv, og holdt fast i, at sjælen forgår ved døden, og benægtede således at der kunne være nogen straf eller belønning efter det jordiske liv.

4. De benægtede at der fandtes nogen åndelig verden, såsom engle og dæmoner (ApG 23:8).

Da saddukæerne var mere optaget af politik end af religion, var de ligeglade med Jesus, indtil de blev bange for, at han kunne skabe uønsket, romersk opmærksomhed. Det var på dette tidspunkt, at saddukæerne og farisæerne slog sig sammen og lagde planer om at slå Kristus ihjel (Johannes 11:48-50; Markus 14:53; 15:1). Andre gange saddukæerne nævnes finder vi i Apostlenes Gerninger 4:1 og Apostlenes Gerninger 5:17, og saddukæerne er også impliceret i Jakobs, Johannes' brors, død i Apostlenes Gerninger 12:1-2. De er også impliceret i Jesu brors, Jakobs, død, ifølge Josefus' historieskrivning.

Saddukæerne ophørte med at eksistere i år 70 e.Kr. Da partiet eksisterede pga. deres politiske og præstelige forbindelser, blev saddukæerne også gjort til intet, da romerne ødelagde Jerusalem og templet i 70 e.Kr.

Farisæerne:
I modsætning til saddukæerne var farisæerne for det meste forretningsmænd i middelklassen, som derfor var i kontakt med almindelige mennesker. Almindelige mennesker havde langt højere tanker om farisæerne end om saddukæerne. Selvom de var en minoritet i Sanhedrinet og havde et mindretal af præstelige stillinger, lod det til, at de styrede de valg, der træffedes i Sanhedrinet langt mere, end saddukæerne gjorde, fordi de havde folkets opbakning.

Religiøst set godtog de det skrevne Ord som inspireret af Gud. På Kristi jordiske tjenestes tid, ville det have været hvad der i dag svarer til vores gamle testamente. Men de anså også den mundtlige tradition for at have samme autoritet, og forsøgte at forsvare denne position, ved at sige, at den gik hele vejen tilbage til Moses. Disse traditioner voksede over flere århundreder, og føjede til Guds Ord, hvilket er forbudt (5. Mosebog 4:2), og farisæerne søgte strengt at overholde disse traditioner sammen med det gamle testamente. Evangelierne har masser af eksempler på, at farisæerne behandlede disse traditioner som ligeværdige med Guds Ord (Matthæus 9:14; 15:1-9; 23:5; 23:16; Markus 7:1-23; Lukas 11:42). Men de var ikke tro over for Guds Ord med hensyn til andre vigtige doktriner. I modsætning til saddukæerne troede de følgende:

1. De troede på, at Gud kontrollerede alting, men at valg foretaget af individer også var med til at bestemme retningen for en persons liv.

2. De troede på opstandelsen fra de døde (ApG 23:6).

3. De troede på et efterliv, hvor man på rimelig vis modtog belønning og straf på en individuel basis.

4. De troede på eksistensen af engle og dæmoner (ApG 23:8).

Selvom farisæerne var saddukæernes rivaler, evnede de at sætte deres forskelle til side ved én begivenhed – nemlig Kristi rettergang. Det var her, at saddukæerne og farisæerne slog sig sammen for at dræbe Kristus (Markus 14:53; 15:1; Johannes 11:48-50).

Mens saddukæerne ophørte med at eksistere efter ødelæggelsen af templet, fortsatte farisæerne, som var mere optaget af religion end af politik, med at eksistere. Faktisk var farisæerne imod det oprør, der medbragte Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr., og de var de første, der indgik fred med romerne bagefter. Farisæerne stod også for samlingen af Mishna'en, hvilket er et vigtigt dokument, med hensyn til fortsættelsen af jødedommen efter templets ødelæggelse.

Såvel farisæerne som saddukæerne modtog mange irettesættelser fra Jesus. Måske er den vigtigste lektie vi kan lære af farisæerne og saddukæerne, at vi ikke bør være som dem. I modsætning til saddukæerne, bør vi tro på alt det, Bibelen siger, inklusive det mirakuløse og efterlivet. I modsætning til farisæerne, bør vi ikke behandle traditioner, som om de har lige så stor autoritet som Skriften, og vi bør ikke lade vores forhold til Gud begrænses til en legalistisk liste over regler og ritualer.

English

Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvem var saddukæerne og farisæerne?