Hvad er buddhisme, og hvad tror buddhister på?



Spørgsmål: Hvad er buddhisme, og hvad tror buddhister på?

Svar:
Buddhisme er en af de ledende verdensreligioner, når man kigger på tilhængere, geografisk adspredelse, og social-kulturel indflydelse. Selvom den for det meste en ”østlig” religion, bliver den i højere grad populær, samt får mere indflydelse, i den vestlige verden. Den er på sin vis en unik verdensreligion, selvom den har meget tilfælles med hinduisme, da begge to lærer om karma (årsag-og-effekt etik), maya (verdens illusoriske natur), og samsara (reinkarnationens cyklus). Buddhister tror på, at livets ultimative mål er at opnå at blive ”oplyst” i den forstand, de forstår dette udtryk.

Buddhismens grundlægger, Siddharta Guatama, blev født ind i en adelig, indisk familie omkring år 600 f.Kr. Fortællingen siger, at han levede et luksuriøst liv, og ikke havde meget berøring med verden udenfor. Hans forældre ønskede, at han skulle skånes fra religionens indflydelse, og måtte være beskyttet fra smerte og lidelse. Men der gik ikke lang tid, før der gik hul på denne beskyttelse, og han fik syner af en aldrende mand, en syg mand, og et dødt lig. Hans fjerde syn var af en fredelig, asketisk munk (en, som opgiver luksus og komfort). Da han så hvor fredsfyldt munken var, valgte han selv at blive asket. Han forlod sit liv i rigdom og overflod, for at søge oplysning igennem et afholdende liv. Han var dygtig til denne slags bodsøvelser og intens meditation. Han var en leder blandt sine ligemænd. Det endte med, at hans anstrengelser kulminerede med en sidste handling. Han ”nød” en skål ris, og satte sig under et figentræ (også kaldet for bodhitræet), for at meditere indtil han enten nåede frem til at blive ”oplyst,” eller døde i forsøget derpå. På trods af sine prøvelser og fristelser, havde han næste morgen opnået at blive oplyst. Derfor blev han kendt som den ’oplyste’ eller ’Buddha.’ Han tog sin nye erkendelse med sig, og begyndte at undervise sine medmunke, som han allerede havde fået stor indflydelse hos. Fem af hans ligemænd blev de første af hans disciple.

Hvad havde Guatama så opdaget? At oplysning lå i ”middelvejen,” og hverken i luksuriøs nydelse eller bodsøvelser. Herudover opdage han det, der skulle få navnet ’de fire ædle sandheder’ – 1) at leve er at lide (dukha), 2) lidelse kommer af længsel (tanha, eller ’tørsten’), 3) man kan fjerne al lidelse, ved at fjerne alle bånd, og 4) dette sker ved at følge den ædle, ottefoldige vej. Den ’ottefoldige vej’ består af at have en ret 1) anskuelse, 2) beslutning, 3) tale, 4) handlen, 5) levevis (at være munk), 6) bestræbelse (ret ledte energier), 7) bevidsthed/ besindelse (meditation), og 8) koncentration/ fordybelse (fokus). Buddhaens lære blev samlet i tripitaka, eller ”tre kurve.”

Bag disse uensartede lærer findes der lærer der er almindelige i hinduisme, nemlig reinkarnation, karma, maya, og en tendens til at forstå virkeligheden som panteistisk i sin forståelse. Buddhisme giver også en meget specifik teologi om guddomme og ophøjede væsener. Men ligesom med hinduismen, kan det med buddhismen være svært at få en klar forståelse af dens syn på Gud. Nogle strømme inden for buddhismen kunne retmæssigt kaldes for ateistiske, mens andre kunne kaldes for panteistiske, og endnu andre for teistiske, såsom rene land-buddhisme. Men klassisk buddhisme er ret tavs, når det handler om virkeligheden af et ultimativt væsen, og derfor anses den for at være ateistisk.

I dag er der ret megen diversitet indenfor buddhismen. Den kan groft set opdeles i to, brede kategorier, hvor af den ene hedder theravada (det lille fartøj), og mahayana (det store fartøj). Theravada er den klosterlige form, der mener at den ultimative oplysning og nirvana udelukkende hører munke til, mens mahayana-buddhisme udvider målet for oplysning til også at høre lægfolk, og dermed ikke-munke, til. Inden for disse kategorier kan man finde mange forgreninger, såsom tendai, vajrayana, nichiren, shingon, rene land, zen, og ryobu, bland andre. Derfor er det vigtigt for udenforstående, der søger at forstå buddhismen, at de ikke kan antage at forstå samtlige detaljer ved en bestemt skole af buddhismen, når de kun har studeret klassisk, historisk buddhisme.

Buddhaen anså aldrig sig selv for at være en gud, eller noget form for guddommeligt væsen. Han anså snarere sig selv for at være en ’vejviser’ for andre. Det var først efter sin død, at han blev ophøjet til gudestatus af nogle af sine efterfølgere, selvom ikke alle af hans efterfølgere så sådan på ham. Inden for kristendommen fremgår det derimod klart i bibelen, at Jesus var Guds Søn (Matthæus 3:17: ”Og der lød en røst fra himlene: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’”), og at han og Gud er ét (Johannes 10:30). Man kan ikke retmæssigt kalde sig for kristen, uden at bekende sin tro på Jesus som Gud.

Jesus underviste om, at han er Vejen, og ikke blot en, som viser vejen, som Johannesevangeliet 14:6 bekræfter: ”Jeg er vejen, og sandheden, og livet. Ingen kommer til Faderen, uden ved mig.” På det tidspunkt Guatama døde, havde buddhismen fået stor indflydelse i Indien; tre hundrede år senere omfattede den det meste af Asien. De skrifter og citater, man tilskriver buddhaen, blev skrevet omkring fire hundrede år efter hans død.

I buddhismen anser man stort set synd for at være det samme som uvidenhed. Mens man ser synd som ”moralske fejl,” er konteksten hvori ”ondt” og ”godt” skal forstås amoralsk. Man forstår karma som værende naturens balance, og den tvinges ikke på mennesket. Naturen er ikke moralsk i sig selv; derfor er karma heller ikke et moralsk kodeks, og synd er i sidste ende ikke umoralsk. Derfor kan vi ud fra buddhistisk tankegang sige, at vore fejl ikke er et moralsk problem, siden der i sidste ende er tale om en upersonlig fejl, og ikke en interpersonel overtrædelse. Konsekvenserne af denne tænkning er helt fatale. For buddhisten ligger synd tættere på at begå en fejltagelse, end at være en overtrædelse mod den hellige Guds natur. Denne forståelse af synd er ikke i overensstemmelse med den medfødte, moralske samvittighed, der siger, at mennesket er under dom pga. deres synd mod en hellig Gud (Romerne 1-2).

Siden den holder fast ved, at synd er en upersonlig og genoprettelig fejl, er buddhismen altså heller ikke enig i fordærvelsens doktrin, som er en basal doktrin indenfor kristendommen. Bibelen fortæller os, at menneskets synd er et problem, der har evige og uendelige konsekvenser. I buddhismen er der ikke brug for en frelser til at redde mennesker fra deres domsfremkaldende synder. For den kristne er Jesus derimod det eneste middel til at blive reddet fra evig dom. For buddhisten findes der kun etisk levevis og meditative appeller til ophøjede væsener, i håbet om måske at opnå at blive oplyst og ultimativt at nå nirvana. Det er ret sandsynligt, at man må gå en række af reinkarnationer igennem, før man har betalt sin høje ophobning af karmisk gæld. For sande efterfølgere af buddhismen, er religionen en moralsk og etisk filosofi, der er indkapslet i et liv, hvor man frasiger sig ego-selvet. I buddhismen er virkeligheden upersonlig og non-relationel; derfor er den ikke i sig selv kærlig. Man ser ikke blot Gud som illusorisk, men ved at opløse synden til at handle om ikke-moralske fejl, og ved at forkaste al materiel virkelighed, og kalde det maya (”illusion”), mister vi i virkeligheden selv vores ”selv.” Vores personlighed bliver i sig selv en illusion.

Da han blev spurgt, hvordan verden begyndte, og hvem/ hvad der skabte universet, skulle buddhaen efter sigende have forblevet stille, da der ikke er nogen begyndelse eller ende i buddhismen. I stedet for er der en uendelig cyklus af fødsel og død. Man kunne spørge sig selv, hvilket slags væsen der skabte os til at leve, opleve så meget smerte og lidelse, og så dø igen og igen? Det kunne få en til at tænke, hvad er pointen, og hvorfor overhovedet gøre et forsøg? Kristne ved at Gud sendte sin Søn til at dø for os én gang for alle, så vi ikke skal lide i en evighed. Han har sendt sin Søn til at give os en forståelse af, at vi ikke er alene, og at vi er elskede. Kristne ved, at der findes mere i livet end lidelse, og død, ”… som nu er åbenbaret ved vor frelser Jesu Kristi tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet” (2. Timotheus 1:10).

Buddhismen lærer, at nirvana er den højeste tilstand af væren, en tilstand hvor man er helt ren, og at det opnås med midler, der er relative for individet. Nirvana trodser al rationel forklaring og logisk forståelse, og derfor kan man ikke lære om det, det må erfares. I kontrast til dette var Jesu lære om himlen ret specifik. Han lærte os, at vores fysiske legemer dør, men at vores sjæl stiger op for at være med ham i himmelen (Markus 12:25). Buddhaen lærte, at mennesker ikke har individuelle sjæle, for individets selv eller ego er i sig selv en illusion. For buddhister findes der ikke nogen barmhjertig Fader i himlen, som sendte sin Søn for at dø for vore sjæle, for at frelse os, for at vise os vejen til at nå frem til hans herlighed. Dette er i sidste ende grunden til, at man må forkaste buddhismen.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er buddhisme, og hvad tror buddhister på?