Spørgsmål
Findes absolut sandhed/ universel sandhed?
Svar
For at forstå hvad absolut sandhed/ universel sandhed er, må vi først definere sandhed. Ifølge ordbogen er sandhed ”Tilpasning til fakta eller aktualitet; en påstand som er bevist at være eller accepteret som sandhed.” Nogle mennesker vil sige, at der ikke findes nogen sand virkelighed, men kun opfattelser og meninger. Andre vil argumentere for, at der må findes en form for virkelighed eller sandhed.
Et synspunkt er, at der ikke findes nogen absolutter, der definerer sandhed. De, der har dette syn på tingene, tror at alting er relativt ift. noget andet, og derfor kan der ikke være nogen egentlig virkelighed. Derfor findes der ikke nogen moralske absolutter, ingen autoritet der kan bestemme, om en handling er positiv eller negativ, rigtig eller forkert. Dette synspunkt fører til ”situeret etik,” altså troen på, at det, der er rigtigt eller forkert, er relativt ift. den enkelte situation. Der er ikke noget, der hedder rigtigt eller forkert; derfor går man efter, hvad der føles eller virker rigtigt på det tidspunkt og i den situation, og det er det rigtige. Situeret etik fører selvfølgelig til en subjektiv ”hvad der nu føles rigtigt” mentalitet og livsstil, som har en ødelæggende virkning på samfundet og individer. Dette er postmodernisme, og skaber et samfund der behandler alle værdier, alle former for tro, livsstile, og påstande om sandhed som lige sande.
Det andet synspunkt står fast på, at der virkeligt findes absolutte sandheder og standarder der definerer hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt. Derfor kan handlinger bedømmes som værende rigtige eller forkerte, afhængigt af hvordan de lever op til disse absolutte standarder. Hvis der ikke findes nogle absolutter, ingen virkelighed, så følger kaos med dette. Lad os tage tyngdeloven som eksempel. Hvis det ikke var en absolut, så kunne vi ikke være sikre på, at vi kunne stå eller sidde et sted, indtil vi besluttede at bevæge os. Eller hvis to plus to ikke altid var lige med fire, så ville effekten af dette være katastrofal for vores civilisation. Videnskabens og fysikkens love ville være irrelevante, og al handel ville være umulig. Hvilket rod ville dette ikke skabe! Men heldigvis giver to plus to altid fire. Der er noget, der hedder absolut sandhed, og det kan både findes og forstås.
Det er ulogisk at hævde, at der ikke findes absolut sandhed. Men i dag findes der stadig mange mennesker, der omfavner en kulturel relativisme, der benægter enhver form for absolut sandhed. Når mennesker hævder, at ”der findes ikke nogen absolut sandhed,” så er det godt at stille spørgsmålet: ”er du helt sikker på det?” Hvis de siger ”ja,” så har givet en absolut påstand – hvilket i sig selv indirekte fortæller, at der findes absolutter. De siger, at det faktum, at der ikke eksisterer nogen absolut sandhed, er lige med den eneste og absolutte sandhed.
Udover problemet med selvmodsigelse, så findes der en række andre logiske problemer som man må overvinde, hvis man benægter enhver form for absolutter eller universel sandhed. En er at alle mennesker har en begrænset viden og et begrænset sind, og derfor kan de logisk set ikke give absolutte, negative påstande. Et menneske kan logisk set ikke sige ”Der findes ikke nogen Gud” (selvom mange gør det), da man for at kunne give en sådan påstand, må have en fuldstændig viden om hele universet fra begyndelsen til enden. Da dette er umuligt, så kan man allerhøjest sige ”med al den begrænsede viden jeg har, tror jeg ikke på, at der findes en Gud.”
Et andet problem ved at benægte absolut sandhed/ universel sandhed er, at det ikke lever op til, hvad vi ved der er sandt i vores egne samvittigheder, og vores egne erfaringer, og det vi ser i den virkelige verden. Hvis der ikke eksisterer absolut sandhed, så er der i sidste ende ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, der er ”rigtigt” for dig, er ikke nødvendigvis ”rigtigt” for mig. Selvom denne slags relativisme synes at være tiltrækkende på overfladen, så betyder det i sidste ende, at enhver bestemmer hvilke regler han vil leve efter, og gør hvad han synes er rigtigt. Dette vil uden tvivl betyde, at den enes tro på, hvad der er rigtigt, snart kommer i konflikt med den andens. Hvad sker der, hvis det er ”rigtigt” for mig at ignorere trafikreguleringen, selvom der er rødt lys? Så sætter jeg manges liv på spil. Eller hvis jeg synes, at det er i orden at stjæle fra dig, og du ikke synes det. Så er vores forståelse af rigtigt og forkert tydeligvis i konflikt med hinanden. Hvis der ikke er nogen absolut sandhed, og ingen standard for, hvad der er rigtigt og forkert, som vi er ansvarlige overfor, så kan vi aldrig være sikre på noget som helst. Mennesker ville være fri til at gøre lige præcis, som de havde lyst til – myrde, voldtage, stjæle, lyve, snyde, osv., og ingen kunne sige, at de ting var forkerte. Der kunne ikke eksistere nogen regering, nogen lov eller retfærdighed, fordi man ikke engang kunne tillade sig at sige, at majoriteten af mennesker havde ret til at håndhæve standarder, som minoriteten måtte underordne sig under. En verden uden absolutter ville være den mest forfærdeligt tænkelige verden.
Fra et åndeligt standpunkt, så resulterer denne slags relativisme i religiøs forvirring, uden at der findes én sand religion, og man kunne ikke have et ret forhold til Gud. Derfor ville alle religioner være falske, fordi de alle hævdede noget absolut om livet efter døden. Det er ikke unormalt, at mennesker tror på at to diametralt modsatte religioner kan være lige ”sande,” selvom begge religioner hævder at kende den eneste rigtige vej til himlen, eller lærer to helt modsatte ”sandheder.” Folk som ikke tror på absolutte sandheder, ignorerer fuldstændigt disse påstande, og omfavner i stedet en mere tolerant universalisme, som lærer at alle religioner er ligeværdige, og alle veje fører til himlen. Folk som omfavner dette verdensbillede, er som regel skarpe modstandere af evangeliske kristne, som tror på bibelen, når den siger at Jesus er ”sandheden, og vejen, og livet,” og at han er den ultimative manifestation af sandhed, og den eneste vej, hvorigennem man kan komme til himlen (Johannes 14:6).
Tolerance er blevet den største kardinaldyd i det postmoderne samfund, det ene absolut, og derfor er intolerance det eneste onde. Enhver dogmatisk tro – specielt en tro på absolut sandhed – anses for at være intolerance, og dermed den værste synd. De, som fornægter absolut sandhed, vil ofte påstå at der er i orden at tro på det, man har lyst til, så længe man ikke pådutter andre sin tro. Men dette synspunkt er i sig selv en tro på, hvad der er ret og forkert, og dem, der mener dette, prøver uden tvivl at pådutte andre denne tro. De skaber en standard eller en adfærd, som de insisterer på at andre skal følge, og overtræder dermed det, de selv hævder at tro på – endnu en selvmodsigende holdning. Dem, der har en sådan tro, ønsker ikke at blive holdt ansvarlige for deres handlinger. Hvis der findes absolut sandhed, så findes der absolutte standarder for ret og forkert, og vi er ansvarlige overfor disse standarder. Folk forkaster i virkeligheden denne ansvarliggørelse, når de forkaster absolut sandhed.
Fornægtelsen af absolut sandhed/ universel sandhed, og den kulturelle relativisme som følger med dette, er logiske konsekvenser af et samfund, som har omfavnet evolutionsteorien til at forklare livets ophav. Hvis naturalistisk evolution er sand, så har livet ingen mening, vi har intet formål, og der kan ikke insistere noget, der er absolut sandt eller forkert. Mennesket er derfor fri til at leve, som det ønsker det, og er ikke ansvarlig overfor nogen med dets handlinger. Men uanset hvor meget syndige mennesker benægter at Gud og absolut sandhed eksisterer, så vil de stadig skulle stå foran ham en dag, og dømmes. Bibelen fortæller, at ”Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber” (Romerne 1:19-22).
Findes der noget bevis for absolut sandhed? Ja. For det første er der den menneskelige samvittighed, den udefinerbare ”noget” i os, der fortæller os at verden bør være på en bestemt måde, at nogle ting er rigtige og forkerte. Vores samvittighed overbeviser os om, at der er noget forkert ved lidelse, hunger, voldtægt, smerte, og ondskab, og den gør os klar over, at kærlighed, generøsitet, barmhjertighed, og fred er positive ting, som vi alle bør kæmpe for. Dette er universelt sandt i alle kulturer, og på ethvert tidspunkt. Bibelen beskriver den menneskelige samvittighed i Romerbrevet 2:14-16: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus.”
Det andet bevis for absolut sandhed er videnskaben. Videnskab er i al sin enkelhed forsøget på at opnå kundskab, studiet af hvad vi ved, og søgningen efter mere viden. Derfor må alle videnskabelige undersøgelser af nødvendighed baseres på den opfattelse, at der findes objektive virkeligheder i verden, og at disse virkeligheder kan opdages og bevises. Hvad ville der være tilbage at undersøge, hvis der ikke fandtes absolutter? Hvordan kunne man vide, at videnskabens opdagelser var virkelige? Videnskabens love er i sig selv baseret på eksistensen af absolut sandhed.
Det tredje bevis for, at der eksisterer absolut sandhed/ universel sandhed er religion. Alle verdens religioner søger at beskrive livet, og give det mening. De er fødte af menneskehedens længsel efter mere end en enkel eksistens. Mennesker søger efter Gud igennem religion, håb for fremtiden, tilgivelse af synder, fred midt i kampe, og svar på vores dybeste spørgsmål. Religion er virkeligt et bevis på, at mennesket er mere end et højt udviklet pattedyr. Det er bevis for at der eksisterer et højere formål, en personlig og formålsdrevet Skaber, som har lagt en længsel i mennesket efter at kende ham. Og hvis der virkelig er en Skaber, så bliver han standarden for absolut sandhed, og hans autoritet etablerer sandheden.
Heldigvis er der sådan en Skaber, og han har åbenbaret sin sandhed igennem sit Ord, bibelen. Det er kun muligt at kende absolut sandhed/ universel sandhed gennem et personligt forhold med den ene, som hævder at være sandheden selv – Jesus Kristus. Jesus hævdede at være den eneste vej, den eneste sandhed, det eneste liv og den eneste sti til Gud (Johannes 14:6). Det faktum at absolut sandhed eksisterer, fortæller os, at der eksisterer en enevældig Gud som skabte himlen og jorden, og som åbenbarede sig selv for os, så vi kunne kende ham personligt gennem hans Søn, Jesus Kristus. Dette er absolut sandhed.
English
Findes absolut sandhed/ universel sandhed?
