Er fællesbøn vigtigt? Er det stærkere at bede fælles, end at bede alene?



Spørgsmål: Er fællesbøn vigtigt? Er det stærkere at bede fælles, end at bede alene?

Svar:
Fællesbøn er sammen med lovsang og tilbedelse, sund lære, nadver og fællesskab, en vigtig del af kirkens liv. De første kirker mødtes ofte for at blive undervist i apostlenes lære, for at bryde brødet, og for at bede sammen (ApG 2:42). Det kan give mange gode resultater, når troende beder sammen. Fællesbøn både opbygger og skaber enhed, fordi vi på denne måde deler vores tro sammen. Den Helligånd som bor i os alle, får vores hjerter til at fryde sig, når vi hører andre prise vores Herre og frelser, som knytter os sammen i et helt unikt fællesskabsbånd, som ikke findes andre steder.

For dem som er alene og kæmper med livets byrder, kan det være en stor opmuntring at høre andre løfte dem op til nådens trone. Det skaber også kærlighed og omsorg hos os for andre, når vi beder for dem. Samtidigt må vi huske, at fællesbøn kun kan være en refleksion af det, som den enkelte af dem der beder, bærer i hjertet. Vi må komme til Gud i ydmyghed (Jakob 4:10), sandhed (Salme 145:18), lydighed (1. Johannes 3:21-22), taksigelse (Filipperne 4:6) og tillid (Hebræerne 4:16). Desværre kan fællesbøn også blive en platform, hvor den der beder ønsker at blive hørt, frem for at kommunikere med Gud. Jesus advarede os mod den slags bøn i Matthæus 6:5-8, hvor han formaner os til ikke at bede med pralende, lange og hykleriske bønner, men at bede hemmeligt i vores private rum, så vi ikke fristes til at hykle.

Skriften taler ikke nogen steder om, at fællesbøn er ”stærkere” end enkeltmandsbøn, når det drejer sig om Guds respons på bønnerne. Alt for mange kristne sætter en lighed mellem bøn, og det at ”få noget fra Gud,” hvor gruppebønner bliver en undskyldning for at opremse alt det, man gerne vil have. Bibelske bønner er dog flersidede, og sammenfatter vores længsel efter at træde ind i et bevidst og nært fællesskab med vores hellige, perfekte og retfærdige Gud. At sådan en Gud ligefrem vil bøje sit øre, for at høre på sin skabnings bøn, er med til at skabe pris og en dyb kærlighed i hjertet til ham, som vælder frem i overflod (Salme 27:4; 63:1-8). Det skaber også omvendelse af hjertet, samt bekendelse (Salme 51; Lukas 18:9-14), og en strøm af taknemmelighed og taksigelse til Gud (Filipperne 4:6; Kolossenserne 1:12). Og så skaber det en ægte forbøn for andre mennesker (2. Thessaloniker 1:11; 2:16).

Bøn handler altså om at samarbejde med Gud om, at hans planer må ske, og er ikke et forsøg på at ”tvinge” ham til at gøre det, vi ønsker. Når vi så overgiver vores egne længsler, og underordner os ham, som kender vores omstændigheder langt bedre end vi selv gør eller ”ved, hvad vi trænger til” (Matthæus 6:8), så når vores bønner deres højeste niveau. Når vi fremstiller vores bønner, ved at underordne os den guddommelige vilje, modtager vi altid et positivt svar, uanset om en eller tusinde beder bønnen.

Ideen om, at fællesbøn er et mægtigere redskab til at få Gud til at handle på bøn, hænger i stor grad sammen med en forkert forståelse Matthæus 18:19-20, ”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Disse vers hænger sammen med et langt skriftstykke, der handler om, hvordan man i kirken (kirkedisciplin) håndterer et medlem, der forsynder sig. At oversætte dette skriftsted med, at man kan bede Gud om en ”check blanco,” uanset hvor syndigt eller tåbeligt det, man beder for er, har ikke med konteksten om kirkedisciplin at gøre, men det fornægter resten af skriften, og ikke mindst Guds suverænitet.

Herudover er der heller ikke bibelsk belæg for at tro, at en eller anden form for magisk kraftudfoldelse automatisk sker, når ”to eller tre er forsamlet.” Jesus er selvfølgelig til stede, når to eller tre beder, men han er ligeså meget tilstede, når en enkelt troende beder alene, også selvom denne person er mere end tusind kilometer adskilt fra andre. Fællesbøn er vigtigt, fordi det skaber enhed (Johannes 17:22-23), og er en nøgle til at troende kan opmuntre hinanden (1. Thessaloniker 5:11), og tilskynder os hver især til kærlighed og gode gerninger (Hebræerne 10:24).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Er fællesbøn vigtigt? Er det stærkere at bede fælles, end at bede alene?