Hvad er definitionen på synd?



Spørgsmål: Hvad er definitionen på synd?

Svar:
Bibelen beskriver synd, som en overtrædelse af Guds bud (1. Johannes 3:4), og som oprør imod Gud (5. Mosebog 9:7; Josva 1:18). Synd begyndte med Lucifer, som sikkert var den smukkeste og mægtigste af alle englene. Han var dog ikke tilfreds med sin stilling, og ønskede at hæve sig over Gud, hvilket kom til at betyde hans fald, samt syndens begyndelse (Esajas 14:12-15). Han blev omdøbt Satan, og bragte synden med sig til menneskeracen i Edens have, hvor han fristede Adam og Eva med samme tilskyndelse, ”i vil blive som Gud.” 1. Mosebog 3 beskriver Adam og Evas oprør imod Gud og hans bud. Siden den tid er synden blevet nedarvet af alle generationer, og vi, Adams efterkommere, har arvet synden fra ham. Romerne 5:12 fortæller os, at synden kom ind i verden ved Adam, og derved blev døden videregivet til alle mennesker, da ”syndens løn er død” (Romerne 6:23).

Siden Adam kom tilskyndelsen til at synde til menneskeheden, og mennesker blev syndere af natur. Da Adam syndede, blev hans indre natur forandret af hans synd og oprør, som bragte ham åndelig død og fordærvelse, som blev givet videre til alle, der kom efter ham. Vi er ikke syndere, fordi vi synder; vi synder snarere, fordi vi er syndere. Denne nedarvede fordærvelse kendes også som nedarvet synd. På samme måde som vi arver fysiske træk fra vores forældre, arver vi også vores syndige naturer fra Adam. Kong David klagede over denne faldne menneskenaturs tilstand i Salme 51:7, ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig”.

Der findes en anden type synd, der kaldes for tilregnet synd. Dette bruges både i økonomiske og lovmæssige sammenhænge, og det græske ord for ”tilregnet” betyder ”at tage noget, der tilhører en anden, og sætte det på en andens konto.” Før moseloven blev givet, blev synden ikke tilregnet mennesket, selvom mennesker stadig var syndere, pga. den nedarvede synd. Efter loven blev givet, blev lovovertrædelsens synder tilregnet dem (Romerne 5:13). Selv før lovovertrædelserne blev tilregnet mennesket, regerede syndens ultimative straf (døden) stadig (Romerne 5:14). Alle mennesker, fra Adam til Moses, ville i sidste ende dø, ikke pga. deres syndige overtrædelser af moseloven (som de ikke havde), men pga. deres nedarvede, syndige natur. Efter Moses ville mennesker i sidste ende dø, både pga. den nedarvede synd fra Adam, og fra den tilregnede synd, som kom ved at overtræde Guds lov.

Gud brugte den tilregnede synds princip til fordel for menneskeheden, da al menneskehedens synd blev tilregnet Jesus Kristus, som betalte straffen for den synd – døden – på korset. Ved at tilregne vores synder til Jesu konto, behandlede Gud ham som var han en synder, selvom han ikke var det, og lod ham dø for hele verdens synder (1. Johannes 2:2). Det er vigtigt at forstå, at synden blev tilregnet ham, men at han ikke arvede den fra Adam. Han bar syndens straf, men han blev aldrig selv en synder. Hans rene og perfekte natur, forblev urørt af synden. Han blev behandlet, som var han skyldig i samtlige syndige handlinger begået i hele menneskehedens historie, selv om han ikke havde begået nogen synd. Som modydelse tilregnede Gud Kristi retfærdighed til de troende, og satte hans retfærdighed ind på vores konto, på samme måde, som han havde indsat vores synder på Kristi konto (2. Korinther 5:21).

En tredje type synd er den personlige synd, som begås hver eneste dag af hvert eneste menneske. Da vi har arvet en syndig natur fra Adam, begår vi individuelle, personlige synder; alt fra små usandheder til at begå mord. Dem, der ikke har sat deres lid til Jesus Kristus, må betale prisen for at have begået disse synder, såvel som den nedarvede og tilregnede synd. Men troende er blevet sat fri syndens evige straf – Helvede og åndelig død – men vi har også kraften til at modstå at synde. Nu kan vi vælge, om vi vil begå personlige synder eller ej, fordi vi har kraften til at modstå disse synder vha. Helligånden, som bor i os, som helliggør os og overbeviser os om synder, når vi begår dem (Romerne 8:9-11). Når vi så bekender vores personlige synder og beder om tilgivelse for dem, genoprettes vi til at have et perfekt fællesskab og samfund med ham. ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1. Johannes 1:9).

Vi fordømmes for alle tre synder, både nedarvet synd, tilregnet synd og den personlige synd. Den eneste retfærdige straf for denne synd er døden (Romerne 6:23), ikke bare fysisk død, men evig død (Åbenbaringen 20:11-15). Heldigvis er både nedarvet, tilregnet og personlig synd alle blevet korsfæstet med Kristus, og nu kan vi med troen på Kristus som vores frelser sige, ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt” (Efeserne 1:7).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er definitionen på synd?