Arvede vi alle synd fra Adam og Eva?



Spørgsmål: Arvede vi alle synd fra Adam og Eva?

Svar:
Ja, alle mennesker har arvet synd fra Adam og Eva, og specielt fra Adam. I bibelen bliver synd beskrevet som overtrædelse af Guds lov (1. Johannes 3:4) og oprør mod Gud (5. Mosebog 9:7; Josva 1:18). 1. Mosebog 3 giver en beskrivelse af Adams og Evas oprør mod Gud og hans bud. Det er på grund af Adams og Evas ulydighed, at synd er blevet en ”arv” til alle deres efterkommere. Romerbrevet 5:12 fortæller os, at synden kom ind i verden gennem Adam, og at døden kom til alle mennesker, fordi alle har syndet. Denne synd er bedst kendt som arvesynd. Ligesom vi har arvet fysiske træk fra vores forældre, har vi også arvet vores syndige natur fra Adam.

Adam og Eva blev skabt i Guds billede og lighed (1. Mosebog 1:26-27; 9:6). Men vi er også skabt i Adams billede og lighed (1. Mosebog 5:3). Da Adam faldt i synd, blev resultatet, at alle hans efterkommere også blev ”inficeret” med synd. David klagede over dette i en af salmerne: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig” (Salme 51:7). Dette betyder ikke, at hans mor havde fået ham udenfor ægteskab; det betyder snarere, at hans mor havde arvet en syndenatur fra hendes forældre, og de fra deres forældre, osv. David arvede synd fra sine forældre, og det samme gør vi alle. Selv hvis vi lever det bedst tænkelige liv, er vi stadigvæk syndere, på grund af den arvede synd.

Da vi alle er blevet født som syndere, resulterer dette i, at vi alle synder. Læg mærke til, hvordan denne progression er beskrevet i Romerbrevet 5:12: synden kom ind i verden ved Adam, efter synden følger døden, døden kommer til alle mennesker, og alle mennesker synder, fordi de arver synd fra Adam. Da ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Romerne 3:23), har vi brug for et perfekt, syndfrit offer, som kan vaske alle vores synder bort, hvilket er noget, vi ikke magter at gøre i egen kraft. Heldigvis er Jesus Kristus den, som frelser fra synd! Vores synd er blevet korsfæstet på Kristi kors, og ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde” (Efeserne 1:7). Gud har, i sin evige visdom, skabt en kur for den arvede synd, og denne kur gælder for ethvert menneske: ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham (Jesus Kristus), der forkyndes jer syndsforladelse” (ApG 13:38).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Arvede vi alle synd fra Adam og Eva?