Hvorfor er Gud anderledes i det Gamle Testamente, sammenlignet med det Nye Testamente?



Spørgsmål: Hvorfor er Gud anderledes i det Gamle Testamente, sammenlignet med det Nye Testamente?

Svar:
Dette spørgsmål vidner dybest set om en fundamental misforståelse af, hvad det Gamle og det Nye Testamente afslører om Guds natur. En anden måde at formulere den samme tanke på, kunne lyde: ”Det Gamle Testamentes Gud er en vredens Gud, hvorimod det Nye Testamentes Gud er kærlighedens Gud”. Ved at se på, at bibelen er skabt til os som Guds fremadskridende åbenbaring om hvem han selv er, fortalt igennem historiske begivenheder og hans forhold til personer op igennem historien, kan vi måske bedre forstå, hvorfor der ofte opstår misforståelser ift. hvordan han er i det Gamle Testamente, kontra det Nye.

Når man læser i både det Gamle og det Nye Testamente, bliver det klart at han ikke er forskellig fra det ene til det andet Testamente, men at hans vrede, såvel som hans kærlighed, er til stede i begge testamenter.

Gud beskrives f.eks. i det Gamle Testamente som en ”barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede, kærlig og trofast” (2. Mosebog 34:6; 4. Mosebog 14:18; 5. Mosebog 4:31; Nehemias 9:17; Salme 86:5, 15; 108:4; 145:8; Joel 2:13). Men i det Nye Testamente manifesterer Guds trofaste kærlighed og nåde sig i endnu højere grad, ved at ”således elske Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johannes 3:16). Igennem det Gamle Testamente ser vi også, at Gud handler med Israel, som en kærlig far ville gøre det overfor sit barn. Når de bevidst syndede imod ham og dyrkede afguder, så straffede han dem. Men hver gang satte han dem atter fri, når de havde omvendt sig fra deres afguderi. Dette er i høj grad den samme måde, at Gud handler overfor de kristne i det Nye Testamente. Der står f.eks. i Hebræerbrevet 12:6, at ”for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af”.

På samme måde ser vi i det Gamle Testamente, at Gud lader sin dom og vrede hælde ud over synden. Ligeledes i Ny Testamente, hvor Guds vrede ”åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed” (Romerne 1:18).

Det er derfor ret klart, at Gud ikke ændrer sig fra det Gamle til det Nye Testamente. Guds natur, i sig selv, uforanderlig. Selvom nogle af hans karaktertræk fremhæves mere i bestemte skriftsteder end andre, så forandrer det ikke Gud selv.

Når vi læser og studerer i bibelen, så indser vi, at Gud er den samme i Gammel Testamente, som i Ny Testamente. Selvom bibelen består af 66 individuelle bøger, som er skrevet på to (og muligvis tre) kontinenter, på tre forskellige sprog, over en periode på 1500 år af mere end 40 forfattere, så forbliver den én hel bog fra start til slut, og uden selvmodsigelser. Vi læser i den, hvordan en retfærdig, nådig og kærlig Gud handler med syndige mennesker i alle mulige situationer. Bibelen er i sandhed Guds kærlighedsbrev til menneskeheden. Guds kærlighed til hele sin skabning, og specielt menneskene, er åbenlys i hele skriften. Igennem hele bibelen ser vi Gud, som på kærlig og nådig vis kalder mennesker til et unikt fællesskab med Ham selv, ikke fordi de fortjener det, men fordi han er en kærlig og nådig Gud, sen til vrede, og fuld af mildhed og sandhed. Men vi ser også en hellig og retfærdig Gud som er Dommer over alle dem, der er ulydige imod hans Ord, og nægter at tilbede ham, og i stedet vender sig til guder, de selv har skabt (Romerne kapitel 1).

På grund af Guds retfærdige og hellige natur, så må al synd – både fortidens, nuværende og fremtid – dømmes. Men i sin uendelige kærlighed har Gud skaffet en betaling for synd, og forligelse med ham, så det syndige menneske kan undgå hans vrede. Vi ser denne vidunderlige sandhed i skriftsteder som 1. Johannes 4:10, hvor der står: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder”. I det Gamle Testamente skabte Gud et ofringssystem, hvorved man kunne sone for synden. Men dette offersystem var kun midlertidigt, og kun skabt til at se frem til at Jesus Kristus skulle komme, som skulle dø for at bringe et fuldbragt, eviggyldigt offer for synden. Den frelser, som blev lovet i det Gamle Testamente, blev fuldt ud åbenbaret i det Nye. Selvom det kun var forudset i det Gamle Testamente, at Gud ville sende sin egen søn som et udtryk for sin fuldkomne kærlighed, så er det åbenbaret i al sin herlighed i det Nye Testamente. Begge testamenter blev givet til os, for at ”give os visdom til frelse” (2. Timotheus 3:15). Når vi nærstuderer testamenterne, så står det klart for os at Gud ikke forandrer sig, og hos ham er der ”ingen skiftende skygge” (Jakob 1:17).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvorfor er Gud anderledes i det Gamle Testamente, sammenlignet med det Nye Testamente?