Ændrer Gud sin mening?



Spørgsmål: Ændrer Gud sin mening?

Svar:
I Malakias’ Bog 3:6 står der, ”Jeg, Herren, er ikke blevet en anden, men I er ikke holdt op med at være Jakobs sønner!” På samme måde står der i Jakobs Bog 1:17, ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge”. Betydningen af 4. Mosebog 23:19 kunne ikke være mere klar, ”Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske.”

Hvordan forklarer vi så bibelvers, som vi f.eks. finder i 1. Mosebog 6:6, hvor der står, ”Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet”? Og i Jonas 3:10 står der, ”Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med”. På samme måde står der i 2. Mosebog 32:14, ”Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk”. Disse tre vers taler om, at Herren ”omvendte” sig fra noget, og det synes at modsige læren om, at han er uforanderlig. Men nærlæser man disse skriftsteder, så opdager man at de ikke afslører, at Gud er foranderlig. På originalsproget betyder ordet ”fortryde” ganske enkelt ”at være ked af.” At man er ked af noget, betyder ikke, at der er sket en ændring; det betyder kun, at der forefindes fortrydelse for noget, der allerede er sket.

Tænk over det, der står i 1. Mosebog 6:6. ”Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet” På engelsk står der endda efterfølgende, ”hans hjerte var fyldt med smerte” (engelsk: ”His heart was filled with pain”). Verset fortæller, at Gud havde fortrudt at han havde skabt menneskene. Men han ombestemte sig jo ikke, og valgte at gøre sin beslutning om. I stedet tillod han fortsat mennesket at eksistere igennem Noa. Det er et faktum, at vi lever i dag, og derfor ved vi også, at Gud ikke ombestemte sig omkring menneskene. I konteksten kan vi også læse om den syndige tilværelse, som menneskene levede i, og at det var menneskets synd der gjorde, at Gud fik sorg, og ikke menneskets eksistens. Tænk også over Jonas 3:10, ”Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.” Igen bruges det samme hebraiske ord, som betyder ”at være ked af.” Hvorfor var Gud ked af det, han havde planlagt for ninevenitterne? Fordi de ændrede deres hjertes indstilling, som resulterede i at de blev lydige, i stedet for ulydige. Gud er helt igennem konsekvent. Gud havde tænkt sig at dømme Nineve pga. dets ondskab. Men Nineve valgte at omvende sig og ændre sin indstilling. Derfor viste Gud nåde overfor Nineve, hvilket er helt i overensstemmelse med hans karakter.

Romerne 3:23 lærer os, at alle mennesker har syndet og mistet herligheden fra Gud. I Romerne 6:23 står der, at syndens konsekvenser (løn) er død (åndelig og fysisk), og derfor fortjente indbyggerne i Nineve straf. Vi er alle i samme båd; det er menneskets beslutning om at synde, der skiller os fra Gud. Mennesket kan ikke stille Gud til ansvar for sin egen situation. Så hvis ninevenitterne havde fortsat med at synde, ville Gud have modsagt sig selv, hvis han ikke straffede dem. Men ninevenitterne valgte at omvende sig fra synd, og derfor valgte Gud ikke at straffe dem, som han oprindeligt havde tænkt sig. Krævede ninevenitternes ændrede indstilling, at Gud også ombestemte sig? På ingen måde! Gud kan aldrig sættes i en situation, hvor han skylder mennesket noget. Gud er god og retfærdig, og valgte ikke at straffe ninevenitterne, da de omvendte sig. Om noget, så fortæller dette skriftsted at Gud er uforanderlig – for havde han ikke bevaret ninevenitterne, så havde det modsagt hans væsen.

De skriftsteder der oversættes som om Gud ændrede holdning er menneskelige forsøg på at forklare Guds handlinger. Gud havde tænkt sig at gøre noget, men gjorde noget andet i stedet for. Det lyder som noget foranderligt for os. Men for Gud, som er alvidende og almægtig, har det ikke med foranderlighed at gøre. Gud vidste hele tiden, hvad han havde tænkt sig at gøre. Gud gør det, han må gøre, for at få mennesket til at følge hans perfekte plan. ”Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg” (Esajas 46:10). Gud truede Nineve med ødelæggelse, og vidste, at det ville få ninevenitterne til at omvende sig. Gud truede Israel med ødelæggelse, og vidste, at Moses ville gå i forbøn for dem. Gud fortryder ikke sine beslutninger, men han bedrøves over mange af de ting, mennesker gør som respons på hans beslutninger. Gud ændrer ikke mening, men vælger at handle i overensstemmelse med sit ord, som en respons på vores handlinger.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Ændrer Gud sin mening?